Blog Image

Tanker fra vores værksted

Tilbage

Gå tilbage til vores hovedside

Get a grip!

Håndtag Posted on Thu, December 16, 2010 22:31:06

Smukke ensartede korkringe uden huller har i årevis været et kendetegn for gode fiskestænger – men det er ved at ændre sig.

Fremkomsten af et mylder af nye korkprodukter har boostet stangbyggernes kreativitet, og i dag ser man stænger med håndtag i alskens materialer.

Læs mere: Se vores udvalg af kork, skum og burl

På amerikanske stangbyggersider som rodbuildingforum.com eller rodbuilding.org myldrer det med håndtag, hvor stangbyggeren er gået grassat i de nye muligheder. Det er ofte imponerende – men sjældent særligt kønt.

Trods det har de mange nye materialer deres plads i moderne stangbygning – især hvis man holder lidt igen med effekterne. Materialerne er desuden billige, så der er mulighed for at lave spændende håndtag, som koster lidt mindre end normalt.

En af de mest interessante løsninger stammer fra svenske Loop, der som flere andre firmaer har hentet ideer fra ‘håndbyggerne’. Loop har taget skridtet fuldt ud og skabt deres X-Grip helt uden kork. På den måde opnår man et meget skridsikkert håndtag, fordi de nye materialer normalt har en meget stor friktion, når de bliver våde.

Men de nye materialer er også tunge. Det gælder især de flotte mørke udgaver, som hurtigt kan veje tre gange så meget som en korkring i samme størrelse, og derfor foretrækker vi at bruge dem som et visuelt supplement til kork.

Her viser vi nogle af de muligheder, der er med forskellige former for burl. Vi har netop fået EVA-skum hjem i et mylder af farver, og det giver endnu flere muligheder for at variere håndtaget – mest oplagt med en tynd pang-farvet kontraststribe.

Burl i hjulholderen

Vi har efterhånden lavet rigtig mange af disse indlæg i hjulholdere, og det giver nogle meget fine og lette løsninger, der samtidig er meget lettere end det stabiliserede træ, der ofte er alternativet til brug i saltvand.

Læs også: Så let kan det gøres III

Til denne slags hjulholdere anbefaler vi især REC’s enkle og smukke model ABS i nysølv finish. Udover at være smuk og anderledes giver metoden med ABS-skelettet en usædvanlig let hjulholder med en samlet vægt på blot 15 gram.

Læs mere: Sådan laver du et mellemstykke af burl

Tynde rammer som afslutning
En ring af gummikork forrest og bagerst på håndtaget er en klassisk løsning. Det er et slidstærkt valg, hvor man også undgår risikoen for, at der kommer et hul i korken, lige der hvor den skarpeste kant er.

Hvis man sætter lys gummikork op mod naturkork, kan de to farvenuancer godt have svært ved at spille sammen. Udtrykket bliver ganske enkelt lidt fesent.

På mange stænger bruger vi derfor en ganske tynd ramme til ad adskille dem. Der er typisk tale om en skive på 0,6-0,8 mm af sort skum eller brændt burl, som vi møjsommeligt saver ud af en tykkere ring.

Mellemstykker i håndtaget

Loops løsning med et håndtag helt uden kork er lidt for ekstremt til os. Men ideen er god nok. Derfor har vi eksperimenteret lidt med at sætte forskellige typer af burl kork ind midt i håndtaget.

Det giver en smuk effekt og øger lige håndtagets friktion en anelse, når der kommer vand på det. På billedet er det Copano burl med en tynd ramme af brændt burl på hver side.

Skakmønstre og andre kontraster

En af de frækkeste løsninger med burl kork er, når små klodser af naturkork og typisk brændt burl omhyggeligt bliver limet sammen, så de danner et skakmønster i håndtaget.

Teknisk er det let at lave, men der skal ikke rystes meget på hånden, før de små klodser forskubber sig og ødelægger helhedsindtrykket. Den enhånds laksestang øverst i indlægget er vores første forsøg i genren – og der er absolut plads til forbedringer her.

Det er straks lidt lettere at lave håndtag, hvor man blot antyder de mørke farver ved at lægge en meget lille klods ind. De to stænger på billedet er begge inspireret af danske møbelklassikere:

Først en Affinity X 386-4 med et diskret kors af brændt burl, som vi blev inspireret til ved at kigge på Hans J. Wegners smukke stol PP701.

På den næste model – en Affinity MX 380-4 – er de smalle striber brændt burl også hentet fra Wegner, denne gang er det dog hans model 62, vi har kigget lidt på.



Hvad er det nu lige med klingens rygrad?

Stangbygning generelt Posted on Thu, December 16, 2010 22:13:21

Klingens ‘rygrad’ er et omdiskuteret emne blandt stangbyggere. Vi skiller fup fra fakta.

Fluestænger bøjer meget under kast, og en forkert placeret af øjerne kan få stangen til at vride sig, så kastet bliver forringet.

Hvis man bøjer en klinge, og samtidig ruller den, vil man hurtigt opdage, at klingen ikke er lige stiv over det hele.

Den har typisk en blød side, som den konsekvent prøver at svuppe tilbage til – og den side af klingen er præcist der, hvor løberingene skal placeres.

Normalt kalder man de bløde sider for stangens rygrad – men det er decideret dårligt udtryk, som vi har besluttet os for at droppe. Så først lige et par ord om det. Vi har tre grunde til at droppe ordet rygrad:

■ Ordet er faktisk meningsløst, da fiskestænger er hule og derfor ikke har en rygrad i normal forstand.

■ Derfor halter logikken i udtrykket: Du skal sætte løberingene på rygraden, hedder det sig. Men er det nu lige den bløde eller den stive side af klingen, der menes?

■ Mange fiskere bruger ‘rygrad’ om noget helt andet – nemlig generel råstyrke: Det kræver en stang med rygrad, at …

Derfor foretrækker vi at tale om stangens stive og bløde sider. Og faktisk har den to af hver: To bløde sider placeret direkte over for hinanden og to stive sider, der sidder vinkelret på.

Tekniske fejl skaber stive og bløde sider
Når man producerer en klinge til en fiskestang, foregår det ved en meget lavteknologisk proces: Man ruller en tynd måtte af kulfibre og bindemiddel stramt om en taperet mandril og hærder derefter klingen i en ovn.

I den perfekte verden er klingen designet sådan, at kulfibermåtten passer perfekt om mandrillen, og der er præcist lige meget kulfiber på alle sider af klingen.

Sådan er det desværre sjældent, og små overlap af kulfiber er den mest normale årsag til at klingen ikke er lige stiv på alle sider. Der er mange andre fejlkilder. Følgende liste er ikke udtømmende, men omfatter dog hovedparten:

■ Overlap af kulfiber

■ Hullet i klingen er ikke centreret

■ Klingen er en anelse oval, typisk på grund af ujævnt pres på kulfibermåtten under hærdningen.

■ Klingen er trykket lidt flad på den ene side.

■ Hvis klingen ikke er rullet og hærdet under tilstrækkeligt stort pres, kan der opstå mikroskopiske luftbobler i den.

■ Ujævne fordeling af kulfiber eller bindevæv i måtten

En luftboble påvirker kun klingens stivhed over et ganske kort stykke, mens en ujævn fibermåtte kan påvirke hele stangen.

Undgå skæve kast

For at forstå ideen med at sætte løberingene på klingens bløde side, skal kan lige tænke over, hvad der sker under kastet:

Under kraftfulde kast bliver stangen bøjet temmelig voldsomt, og hvis løberingene sidder på klingens stive side, vil den konstant prøve at vride sig for at undgå presset. Det giver en urolig stangspids og vil uværgerligt forplante sig til fluelinen og forringe både kastelængden og præcisionen.

Derfor sættes løberingene på klingens bløde side, så klingen bevæger sig i den bane, som er mest naturlig for den.

En tur over knæet …

Man kan købe finurlige dingenoter, der er beregnet til at bestemme klingens bløde sider. Det er dog noget lettere – og en hel del billigere – er rulle dem over knæet, mens man bøjer klingen.

Så mærker man tydeligt, at klingen er mere bøjelig to steder. Omvendt har klingen også et par stive punkter, som den altid vil prøve at vride sig væk fra.

Vi skal have markeret de bløde punkter, og det gøres lettest med en lille prik på et stykke malertape, som man på forhånd har sat på klingen.

Den bløde side skal findes for hver enkelt sektion – ellers giver det ingen mening. På firedelte stænger kan det være svært at ramme præcist på den stive bundsektion, men hvis det kniber, så er forskellen næppe markant, og så dropper vi det som regel. På firedelte stænger vælger vi i øvrigt ofte med at finde den bløde side i spidsen i samme ombæring, som vi monterer topøjet.

En skævert …
Nogle stangbygger vælger at ignorere de stive og bløde sider, fordi deres klinge er en smule skæv, og de gerne vil have den til at se lige ud, når de står med den i hånden. Vi forstår tankesættet – men synes ærligt talt at det er vigtigere, at klingen kaster bedst muligt.

Og i øvrigt går der meget lang tid mellem, at vi ser en klinge med en udtalt skævhed.



Lækker tråd

Beviklinger Posted on Thu, December 16, 2010 12:14:28

De to fotos viser den samme bevikling. På biledet til venstre har med vores lille trick fået den farve, som den vil få efter lakering.


Hvordan kommer stangens beviklinger til at se ud efter lakeringen? Her er en miniguide til, hvordan man på forhånd kan tjekke det færdige resultat.

Farven på beviklingerne en af de beslutninger, der har størst effekt på den færdige stangs udseende. Valget er en højest individuel sag, og her skal vi blot pege på nogle af de overvejelser, man altid skal tage sig.

Den mest gængse tråd til fluestænger er en speciel stangbeviklingstråd af nylon, som i 99 procent af tilfældene vælges den tynde udgave – tykkelse A. Tråden fås i en lang række flotte farver, der dog altid bliver påvirket af lakeringen. Hovedreglen er, at tråden bliver mørkere og let transparent. Det giver diskrete og elegante beviklinger, og mange elsker den effekt – andre foretrækker de klare farver.

Hvis man bruger normal stangbeviklingstråd uden farvebeskytter, bliver trådender under beviklingen synlige. Her er det sølvtrådens ene ende, der tydeligt ses

En sideeffekt af de transparente beviklinger er, at man kan se foden af øjet og eventulle trådender fra pyntebeviklinger. Det er der til dels råd for – men det er ovre i den mere avancerede afdeling.

Ind under vandhanen

Hvis man vil være 110 procent sikker på, hvordan nylontråd ser ud efter lakering, er man nødt til at lave og lakere en bevikling. Det er smartest at gøre det på bundstykket, så eventuelle rester af lakken bliver skjult under kork og hjulholder.

Når beviklingstråden bliver våd, får den næsten samme farve som efter en lakering. Forskellen ses tydeligt her.

Noget lettere – og næsten lige så præcist – er det at lave en prøvebevikling og holde den ind under vandhanen. Den våde tråd får stort set samme farve og transparens, som lakken giver.

Udseendet kan bevares med farvebeskytter

Hvis man gerne vil bevare trådens farve, har man to muligheder. Den første er at påføre et eller to lag farvebeskytter, der trænger ind i tråden og forsegler den.

Vi bruger ofte den løsning og vælger altid ChromaSeal fra ThreadMaster. Det er en effektiv løsning, der samtidig er meget ukompliceret i brug.

Nogle stangbyggere mener, at brugen af farvebeskytter giver en lidt svagere lakering, fordi tråden ikke låses helt så effektivt, som hvis epoxyen får lov til at trænge ind overalt. Det er sikkert teoretisk korrekt – men vi har aldrig oplevet, at det skulle være et problem i praksis.

Hvis man bruger farvebeskytter, skal man dog passe på med at sætte fedtede fingre på beviklingen, efter at farvebeskytteren er tørret.

Matte farver med NCP-tråd

Alternativet til farvebeskytteren er en af de specielle NCP-tråde (NCP = No Color Preserver), som ikke ændrer sig ved lakeringen.

De fleste fabrikanter laver NCP-tråd i de samme farver som den normale beviklingstråd. Man skal dog være opmærksom på, at NCP-tråd generelt er lidt mere mat i farverne og giver knap så glansfulde beviklinger.

Den store fordel ved NCP-tråd er, at det er hurtigt og enkelt at bruge, fordi man sparer en eller to påføringer af farvebeskytter – vi bruger de således altid til sorte beviklinger, hvor der ikke er megen fidus i at tråde en tråd, der bliver transparent.

Samtidig er tråden meget velegnet til pyntebeviklinger. Her kan man f.eks. kombinere en tynd bevikling af tan med en mørkere transparent bevikling af normalt tråd og opnå nogle meget flotte effekter.

Læs også: Et lille trick til beviklingerne